Mange tænker nok på den 24. december, og disneys juleshow når de hører den sætning..
Det gør jeg også, men det er nu ikke kun julen jeg venter på pt.. (selvom jeg venter lidt på den ;) ) Men min afklaring.
Men det er ikke kun mig der venter. Alle omkring mig ved at det er snart, og sprøge tit og interresseret ind - hvornår mon du får svar? Jakob og jeg er en lille bitte smule i 'pause' - og venter bare på min afklaring. Måske jeg snart kommer til at kunne bidrage økonomisk igen? Måske vi kan spare op til laaang ferie? Måske, måske. Måske ikke - for ingen ved noget som helst endnu. Vi venter bare....
Alle papir er færdige gjorte, jeg har sagt farvel og tak til mit praktiksted, lægerne har en helbredsvurdering.. ALT ER KLAR!
Nu venter jeg så bare på, at få en indkaldelse til møde med Rehabiliterings teamet, som jeg dem der bestemmer om man må få fleksjob.
Faktisk går det helt OK med det venten. Jeg er blevet ret god til det, gennem det sidste halvandet år. Vente på tid ved lægen, kommunen, vente på svar, på prøver, på scanninger, på henvisninger, på opstart af medicin, på virkning af medicin. Jeg har ventet rigtig, rigtig meget. Faktisk har jeg ventet så meget - at hvis du siger jeg skal vente på noget en måned eller to, så syntes jeg det går stærkt 😂 Jeg kunne fortsætte - men det er sku også lidt kedeligt at læse om, hvad jeg har ventet på.
Jeg forsøget at bruge min tid fornuftigt. Det hjælper en del at foråret (endelig!) er på vej, og solen skinner lidt på mig. Jeg træner ved fyssen, fortsætter med yoga, lidt mere yoga end normalt, vinterbadning (hedder det endelig det i april måned? Vandet er stadig kun 4°) Drikker kaffen med dem der har tid og lyst - når jeg har tid og lyst, og overskud. Jeg passer på mig selv og får hvilet i løbet af dagen. Det går faktisk helt OK med at vente.
Men selvom det går ok, og jeg får dagene til at indholde andet en gigt og sygdom, så syntes jeg godt snart min boble må briste. Jeg glæder mig sådan til en afklaring. Til ikke at være i ingen-mand-land, og ikke rigtig vide hvad der kommer til at ske. Til at kunne sige; 'jeg arbejder som ......' Uden at skulle gennem forklaring om alt det pis med ressource-halløj og afprøvning.
At vide, at de næste par år, skal jeg bare være. Helt ligesom alle andre. Vi skal op og på arbejde, vi får lidt penge i slutningen af måneden, og vi kan snik snakke om hvordan vi har forskellige frokostordninger i vores jobs. Helt almindeligt!
Jeg ved godt, at jeg ikke bare bliver sluppet af KommuneBente der efter. Og jeg er også godt klar over, at jeg kun har fleksjob i 5år, forbi jeg er unden 40 år. Men det er lige meget. Jeg er skide ligeglad!
Jeg syntes bare, at den der venteboble skal briste nu. Eller ihverfald snart 💘
